Claus Westh

Mit faste hjørne er »Bebop, flamenco, copla, bolero«.

 

Det vil sige, at det drejer sig om spansk jazz. Og det er et spændende og vidt begreb, fordi jazzmusikken i Spanien trækker på mange andre kilder end den amerikanske, og fordi Spanien står i nær forbindelse med de spansktalende lande i Mellem- og Sydamerika.

 

Karakteristiske navne i mine udsendelser har været Téte Montolíu, Jorge Pardo, Perico Sambeat, José Reinoso, Javier Colina, Horacio Fumero, Lluís Vidal, Pablo Martín og ikke mindst sangerinderne Mayte Martín, Martirio, Concha Buika og Carme Canela. Et naturligt indslag i udsendelserne er også danske musikere, der arbejder sammen med spanske, fx Jonas Johansen, Martin Andersen og Uffe Markussen

 

Jeg har været så heldig også at få andre opgaver i Radiojazz. Sommerjazz, julejazz og »Jazz Galore«. Det har bl.a. ført til udførlige interviews med Sinne Eeg, Malene Mortensen, Laila Rong Hanna og Sidsel Storm.

 

Jeg er i gang med at opbygge et hjørne der hedder japansk jazz. I januar 2010 lavede jeg tre timer om den japanske forfatter Murakami og jazzen sammen med Murakamis danske oversætter Mette Holm.

Brian Petro

Brian Petro

E-mail:briantenor@gmail.com

 

f. i Aarhus 1974. Bor i København. Har været studievært i Radio Jazz siden 2012.

 

Er uddannet klassisk sanger med pædagogik fra musikkonservatoriet. Endvidere skribent for Radio Jazz bladet og jazzmagasinet Jazz Special.

 

Er en del af mandagsredaktionen, der laver ”Nyt om jazzscenen”. Desuden vært i en række torsdagsudsendelser med blandet indhold. Stifter af programmet ”Fuse Box” for kendere og lyttere af elektrisk jazz og fusion, og en storserie om ECM og dets kunstnere, der sendes på udvalgte lørdage. Bestyrer desuden programmet ”Blindfold”, en jazzquiz med inviterede gæster.

 

Mine fokusområder er jazzrock og fusion fra 1970´erne til idag, jazzen i progressiv rock, samt nyere dansk og nordisk jazz. Desuden Third Stream, syntesen mellem jazz og klassisk musik. 

John L. Larsen

Lavede mine første udsendelser i 1987 og har været fast studievært hver anden tirsdag siden 1990. Sad i bestyrelsen for radioen i 10 år (1999 - 2009). 

 

Beskæftiger mig primært med den ældre jazz - det ‘gamle lort’ de andre ikke vil beskæftige sig med - såkaldt traditionel jazz, Chicago-, San Francisco- og New Orleansmusik samt tidlig swing og mainstream. 

 

Hver anden måned (lørdage) bestyrer jeg udsendelsen »New Orleans og omegn«, ligesom der også sniger sig en vokaltime og »Jazz Galore« ind i ny og næ. And the beat goes on ...

Hans Henning Jensen

Begyndte at sende egne udsendelser i maj 2004. Ønskede at præsentere væsentlige musikere, som aldrig eller kun sjældent blev spillet i Radio Jazz eller på andre kanaler - selv ikke på DR, dengang der endnu var en rimelig dækning af jazz-området. Søren Damving foreslog som navn på mine udsendelser, at de skulle hedde "Sjældent hørte", og dermed blev det.

 

Der er årenes løb hver 4. lørdag blevet præsenteret en række fine musikere fra swing, rhythm & blues til mere moderne jazz. Her er de musikere, der i årenes løb er blevet præsenteret, angivet i kronologisk orden og med antallet af udsendelser i parentes: Wilbur Ware (3); Massimo Urbani (2); Clarence 'Gatemouth' Brown (2); Helen Humes (3); Dusko Goykovitch (2); Walter Norris (2); Sphere (2); Tina Brooks (2); Lucky Thompson (10); John Hicks (1); Jay McShann (6); Scott Hamilton (5); Ralph Moore (4); Lucky Thompson (1, om nyudgivelse); Charlie Parker (1, om nyudgivelse); Ira Sullivan (8); Charles McPherson (10); Phineas Newborn (5); Mary Stallings (1); Jeannie og Jimmy Cheatham (1); Jody Christian (6); Von Freeman (6); Roger Kellaway (8); Terry Pollard (2); Etta Jones (7); Buck Hill (1); Sonny Clark (16); Lucky Thompson (1, om nyudgivelser); Grant Steward (2); Keystone Trio (1); Lew Tabackin (7); Warren Vaché (?, hidtil 3).

 

Derudover lavede jeg 6 udsendelser om Timme Rosenkrantz og hans optagelser fra New York under 2. verdenskrig, heraf de 4 med Bjarne Busk og 1 med Henrik Iversen. Det var første gang, at disse optagelser, der var blevet digitaliserede fra acetater, blev udlånt af Syddansk Universitets Bibliotek!

 

I 2012 begyndte jeg at lave udsendelser i "Vokaltimen", og i 2014 fik jeg min egen udsendelse "Vokaljazz", hvor jeg har præsenteret betydelige, men ikke så kendte og spillede sangere.

 

Jeg har desuden lavet 2 natjazz-udsendelser og 4 feriejazz-udsendelser, der indeholdt, hvad der kunne kaldes mainstream-jazz (i vertikal forstand) samt lidt R & B.

Dertil kommer 8 Jazz Galore, heraf 3 mindeudsendelser om Johnny Griffin, en ditto i anledning af 50-års dagen for Charlie Parker's død (denne udsendelse blev tilrettelagt sammen med Søren Damving) og en i anledning af Mary Lou Williams' 100-års dag, samt udsendelser om 'Chicago Jazz', 'Kvindelige instrumentalister i jazzen' (født senest 1938) og blandet moderne jazz (Monk og Coltrane, Parker og Dizzy, JATP fra 1949 med bl.a. Fats Navarro, Hawkins, Parker).

Endelig skal nævnes en mindeudsendelse om Boris Rabinowitsch som en erstatning for den programlagte udsendelse 'Mit liv som anmelder'.

Tia Hoka

My work for Radio Jazz started in 2014 as a co-host and producer for the Hungarian-Danish radio play »Oda-vissza: Koppenhága-Budapest« and other bilingual shows, such as: »All Over The City« - featuring an exclusive interview with the Hungarian ambassador to the Kingdom of Denmark, László Hellebrandt - and »There Is Nothing Like...«.

During 2016, I have been working at an Australian commercial radio station in a content producing capacity. 


Through 2017, Niels Wamberg and I have launched Radio Jazz Podcast, now available on several audio platforms.

Through 2018 I have co-produced manifold radio play series including »Tia & Niels On Tour«, where we traverse the globe in search of the most renowned international jazz clubs, »Black 11 and the Double«, where we venture into the world of casinos and gambling-related jazz, »We Go For Hollywood«  and  »Monopoly Jazz« where we explore both jazz in Hollywood productions and also jazz within the frame of a board game.

Moreover, I have co-interviewed various famous jazz personages such as Mulatu Astatke, the father of Ethio-jazz, master jazz pianists Eliane Elias and Kenny Barron and singer/trumpet player Andrea Motis, to name a few.

I am also a staple member of the infamous  »Quiz!« show in collaboration with Jakob Kjær, Mikael Detreköy, Niels Wamberg and (guest) jazz singer, Mette Speich.

I am continuously committed to bringing all our listeners nothing but joy and jazz through the waves of ether.

Flemming Albertus

Mine allerførste udsendelser ligger tilbage fra før årtusindskiftet, hvor jeg et par gange var i studiet med nu for længst afdøde Jack Lind. Det var i Grenågade. Jeg gætter på, at Jacob Kjær i årene 1998-99 kæmpede en hård kamp for at uddanne mig til tekniker. Jeg har faktisk ’teknikket’ alene nogle gange, men det lå hverken til mit højre- eller venstreben. Jeg gled imidlertid ret hurtigt ind som kompagnon med Egon Staniok. Vi havde nogle herlige – og for mig lærerige – år sammen. Hans død i 2007 var et stort tab for radioen – og for mig.

 

Jazzen ser jeg som en kunstart, der bliver til i sammenhæng med industrialismen – ligesom filmen. Og jeg vil altid stræbe efter at behandle jazzen som en moderne kunstart. Derfor interesserer al jazz mig principielt. Fra tidlig New Orleans og blues til den dags-aktuelle. Det er ikke al jazz, jeg kan li’ – men det, der ikke lige er min stil, kan sagtens være go’ jazz. 

 

Mine udsendelser følger i forskellige perioder forskellige koncepter. Kun i serien »Midt i en jazztid«, har jeg - sammen med Svend Erik Cetti og Bjarne Busk - et fast koncept.

Erik Raben


Jeg har været studievært, siden Radio Jazz startede i 1987 og har siden fortsat med at lave et program hver 4. uge.

 

Min hovedinteresse er den akustiske jazz efter 1960, og det fremgår også af mine udsendelser, som dog ikke er begrænset til dette - også bopmusik og swingmusik er kommet ud i æteren, når jeg har siddet ved mikrofonen.

 

Ud over at producere udsendelser er jeg også medlem af bestyrelsen for Radio Jazz samt redaktør for Radio Jazz programbladet.

Christian R. Nielsen

Christian Rohde Nielsen (f. 1971), har været radiovært med egne programmer i mere end 20 år, og har krydset. mikrofonklinger med alt hvad der kan krybe og gå i dansk underholdning i det hele taget, dog fortrinsvis rytmisk musik. 

Nyhedsvært på RadioJazz siden 2009, hvor han gradvist afløste den legendariske Søren Haal. Christian er én af de 4 faste værter på Nyt Om Jazzscenen om mandagen, men har også stået for en del andre udsendelser, bl. a. JazzFactor 22, Rohderier, Vokaltimen, Jazz Gallore og eftermiddagsjazzen.  Hans musikalske forcer ligger i mainstream, traditionel/swing, blues og vokaljazz.

Christian Rohde Nielsen optræder lejlighedsvis med både musik og foredrag, sammen med orkestre og som solist. Har også i flere år været arrangør og kunstnerisk leder under Copenhagen Jazz Festival og øvrige musikevents, og har udsendt plader med andre kunstnere på eget label.

Inge Andersen

Født 1954

Radiovært på programmet

"Inge Andersens Jazztime"

 

Jazzpianist

Har spillet i utallige sammenhænge på den danske jazzscene de sidste 30 år!

www.swingeriet.com

Henrik W. Iversen

Jeg er fra 1938, blev jazzafhængig som 12-årig, journalist og skrev bl.a. om Jazz i Berlingske Tidende i mange år, ansat på DR UHA – afdeling 1972, og producerede også her en hel del jazz, feautures, interviews m.v. Var med til at grundlægge Radio Jazz, men begyndte først at producere til stationen efter næsten naturlig afgang fra DR i 2002.

 

Har produceret 14 ´live´ udsendelser fra det gamle Montmartre, nogenlunde det samme fra Slukefter, en række om Vore Amerikanere, om Armstrong og nu over 120 udsendelser med Duke Ellingtons musik alt sammen med Klaus Albrectsen foruden egne vokaltimer og Open Door m.m. Kører på.

Ole Mathiessen

Jazzmusiker, musikhistoriker/politiker/musikjournalist/underviser/forfatter/anmelder, musikproducer, cand. polit., har undervist i musikhistorie og sammenspil på Det Kgl. danske Musikkonservatorium og Rytmisk Musikonservatorium. Har desuden undervist på mange jazzstævner 1972 – 2000 med speciale i jazz for begyndere.

Var især aktiv som musikpolitiker i 1970erne bl.a. om Jazz i Reprisen, Tidsskiftet MM, Multi-Musik-Festival, Den danske Jazzkreds, formand for Dansk Jazzmusikerforening, Jazzcentret i Rønnede, Montmartres Musikdrift, bestyrelsesmedlem i European Jazz Federation 1972-78. Fra 1978-2007 fastansat i DR, hvor han var redaktør for Jazznyt gennem 10 år, og har desuden produceret flere tusinde liveoptagelser med danske og udenlandske grupper og solister samt DR Big Band.

Medvirker selv på ca. 20 lp’er og cd’er. Har produceret/optaget/researchet ca. 20 pladeudgivelser, hvoraf to har været Grammynominerede i USA. Redigeret dvd’er med Svend Asmussen og Ben Webster. Siden 2007 4 udgivelser med original musik på Stunt Records under eget navn.

Har udgivet bogen Rytmisk Musik 1976 (Gyldendal) og Trommernes rejse – den rytmiske musiks historie 2007 (Husets Forlag). Anmelder ved Jazz Special siden 1996. Bidragyder til Den Store Danske Encyklopædi 1999-2000, samt medforfatter på Dansk Jazzhistorie 1950-2010 og We Came to Play – Historien om DR Big Band (2014).

Sidder i bestyrelsen for Ben Webster Foundation, og laver desuden udsendelser (Trommernes Rejse, Take Five, Jazz Galore Live, Hommage a Rudy van Gelder), samt liveoptagelser og nyhedsindslag for Radio Jazz. Spiller i flere danske grupper som Rudy Smith Quartet, Carsten Meinert Kvartet, Søndergaard-Sørensen, Jazzkvartet 2016 samt med egen kvintet Flashbacks & Dedications og duo.

Niels Wamberg

Jeg kom til Radio Jazz i 2004 og blev studievært med bl.a. udsendelsen »Fra Duo til Big Band«. 

 

I perioden 2006-08 har jeg haft nogle af dansk jazz bedste musikere og sangere i studiet, hvor de har fortalt om deres liv, og alle har spillet eller sunget Irving Berlin’s »Isn’t This A Lovely Day«. I 2009-10 har jeg i en række udsendelser interviewet personer fra forskellige erhverv om deres interesse for jazz eller mangel på samme. Fra 2011 fokuserede jeg primært på jazzens komponister og arrangører. I 2015 skrev jeg i samarbejde med Tia Hóka, Zsuzsa Sardi og Michael Detreköy det musikalske hørespil i 2 akter »Oda-vissza: Koppenhága-Budapest«. I samarbejde med Tia Hóka har vi siden 2015 produceret flere radiohørespil: »Rundt i byen / All Over The City«,  »There Is Nothing Like ...«, »Tia & Niels On Tour«, »Sort 11 og double«, »We Go For Hollywood« og »Monopoly Jazz«.

Desuden har vi interviewet nogle af verdens jazzpersonligheder, Mulatu Astatke, Kenny Barron, Lee Konitz, Eliane Elias og Andrea Motis.

 

Jeg var medlem af Radio Jazz’s bestyrelse 2008-2013 og var med til at tilrettelægge radioens hjemmeside fra februar 2009 til primo 2019.  I november 2017 introducerede Tia Hóka og jeg Radio Jazz Podcast. 

Per Arnoldi

Kunstmaler, scenograf, grafiker, plakattegner, TV-vært, raconteur. R.

Født i 1941. Student (Østersøgades Gym.) 1959; lærereks. (Hellerup Seminarium) 1963; medarbejder ved tidsskriftet Mobilia 1964-72; som billedkunstner autodidakt. Debut på Forårsudstillingen, Charlottenborg 1961. Medlem af Akademirådet 2008.

Har udført over 600 plakat- og designopgaver i ind- og udland for bl.a. Chicago Symphony Orchestra (100 år); The American Ballet Theatre, New York; The American Jazz Orch., New York; Montreux Jazz Festival.

Mere end 50 TV udsendelser for Danmarks Radio fra 1980. Æresmedl. af Associacion de Desenadores Graficos de Buenos Aires 1995.

Tildelt IG-Prisen (Dansk Designråd) 1982; Toulouse Lautrec-Prisen 1985; Komtesse Moltkes Præmielegat 1990; N L Høyen medaljen 1991; Prix Savignac, Paris 1993; Stadt Essen Kultur Preis 1993; hæderslegat fra Wilhelm Hansen Fonden 1995; Guldmedalje ved 4. Intern. Plakatbiennale i Mexico City 1996; AIA Honor Award 1997; Dansk-Tysk pris 1999; Eckersberg Medaillen 2000; Kunstfondens Tre-årige arbejdslegat 2001; Frihedskampens Veteraners Mindemedalje 2008.

Flemming Lehrmann

Min første Jazzudsendelse i Radio Jazz gik i luften den 6. maj 1999. Inden da havde jeg lavet udsendelser i lokalradioen i Ringsted allerede fra 1991, og siden i Radio Amager fra 1995.

 

Min interesse for Jazzen stammer helt tilbage fra krigens tid, hvor min storesøster lyttede intenst til Svend Asmussen, Leo Mathisen og Harlem Kiddies. Det var noget der fængede. Min helt egen første plade, en 78’er, fik jeg i 1944 reddet fra en bunke, som skulle afleveres i grammofonforretningen, for at man kunne købe nye plader. Det var Any Time, Any Day, Anywhere med Duke Ellington.

 

Senere var vi 3 drenge, der fandt sammen om Jazzen. Jørgen Frigård, som senere blev Danmarks Radios jazzmand i New York, og Ole Brask, som stadig står som en af de bedste jazzfotografer nogensinde. Selv blev jeg ingeniør, byplanchef i Ringsted og siden stadsingeniør i Skovbo Kommune; men Jazzen slap jeg aldrig, så da lejlighed bød sig, blev jeg skandinavisk koordinator for Montreux Jazzfestival 1994, hvortil Per Arnoldi tegnede plakaten. Til festivalen det år tog Jørgen med til, hvad der sørgeligt nok skulle blive hans sidste. Forinden, allerede i 1991, havde Jørgen præsenteret mig for Milt Hinton, som jeg siden besøgte ude i Queens, hver gang jeg gæstede New York.

 

Det ene fører det andet med sig, så Jørgen opfordrede mig til at skrive om St. Croix Jazzfestival i Jazz Special, indtil jeg fik buddet at blive fast skribent til Göteborgbladet Jazz Stage i årene 1996 til 2003 , da bladet gik ind. Det gav muligheder. Jazz Time Convention i USA, 3 Montreux Festival , Bern Festivalen 9 år i træk, Jazzfestival på Barbados og i New York og 6 gange Marciac Jazzfestival. Resultater blev en lang stribe af interviews med Jazzens både berømte gamle musikere som Doc Cheatham, Milt Hinton, Louie Bellsson og McCoy Tyner, og unge musikere såvel udenlandske som danske. Nu ligger alle båndene på Statsbiblioteket i Aarhus.

 

Så meget om mit jazzliv, som jeg prøver at videreformidle til Radioens lyttere i min månedlige udsendelse: »Svinget 14«. 

Kay Seitzmayer

Jingle “UNLIMITED BLUES“, John Hammond, vocal & guitar

 

“Unlimited Blues is on the air, the blues is everywhere. “

“Godaften, jeg er Kay Seitzmayer og i teknikken er det Søren Gellov”. 

 

Sådan lyder det hver anden tirsdag året rundt kl. 22:00 her på Radio Jazz. Mit bluesprogram varer en time og hedder altid UNLIMITED BLUES, men hver bluestime har selvfølgelig en undertitel som f.eks. kan være ” Black & White Blues”. Unlimited Blues har kørt siden 1990, og det er den time her på Radio Jazz, hvor det ikke er Jazz’en men Jazz’ens rødder, bluesmusikken og relateret stof, der bliver dyrket. 

 

Den blues og blues-relaterede musik, der bliver spillet i programmerne, kan f.eks. være:

Field Hollers * Spirituals * Gospel * Sanctified Singers * Prison Blues & Songs * Women’s Blues * Country Blues * Delta Slide * Mississippi Blues * Louisiana Blues * Cajun * Texas Blues * Georgia Blues * Carolina Blues * Boogie * Urban Blues * Chicago Blues * Memphis Blues * Jump Blues * Rhythm and Blues * Rock “ n “ Roll * White Blues * British Blues * Ale former for blues-baseret Rock * Folk Blues * Soul * Rapp * og selvfølgelig Dansk Blues & Rock * etc., ect. Jeg kunne blive ved.

 

Alt dette er bare et udpluk af det, som du kan risikerer – eller være heldig – at høre i Unlimited Blues, og det bliver alt sammen garneret med små historier, facts og anekdoter fra blues & rock miljøet.

 

SO, IF YOU WANT A SHOT OF RHYTHM AND BLUES, TUNE IN EVERY SECOND TUESDAY BETWEEN 22:00 – 23:00. UNLIMITED BLUES IS ON THE AIR! 

 

SEITZ MUSIC TALK er et andet program der kommer ca. en gang om måneden, altid på lørdage, mellem kl. 13–14. Her taler jeg med folk, der enten er noget indenfor musikken eller ”bare” er musikelskere, og samtalerne er altid garneret med den musik som min gæst er vild med. 

 

Og så er der, NATJAZZ/BLUES, som er et 4 timers program der kører fra midnat til kl. 04. Programmet er et samspil med US-Jazz’eren Steve Schein, og det er selvfølgelig 4 timer propfyldt med en bred vifte af buldrende fed musik.

 

Take it easy, but take it! Vi høres.

Michael Thrane

Jazz er lige så vigtig for livets opretholdelse som luft, vand og føde. For mig er jazz et rummeligt begreb med plads til al god musik med rytme og improvisation. 

 

Dog står kongerækken af tenorsaxofonister fra Coleman Hawkins til John Coltrane til Stan Getz til ?? mit hjerte nærmest. 

 

Jeg har fornøjelsen af at tage pulsen på dagens jazz i mandagsudsendelserne: Nyt fra Jazzscenen. Desuden producerer jeg udsendelserne: Bambusbladet, hvor bambus-blæserne er i front.

Benny Rosenfeld

Benny Rosenfeld (f.1946)

 

Vært på "Trompet med mere" og "Bigband Timen". 

 

Musiker har spillet i Radioens Big Band 1971 - 2003 og  i Tivolis Big Band 1972 - 2013. Medvirket på et utal af indspilninger, spillet med Count Basies Orkester, Metropole Orkestret, Peter Herbolzheimer's Big Band, Ernie Wikins Almost Big Band, Metropole Orchestra , NDR Bigband,  Gil Evans & The Scandinavian Jazzensemble og European Jazz ensemble.  "Iron Office" .   

Niels Christensen

Født 1951. Voksede op med pop- og rockmusik og blev voksen i takt med at jazzmusikken blev yngre. Amatørbassist i latin/jazz/rockgruppen (1971-78) Nana Banana og pensio-punkgruppen Børneværnet (1978-.d.d.). Musikalsk leder af Montmartre i Nørregade (1976-1989) samt (1993-1994), hvor jeg var med til at formidle forbrødringen af jazz og rock m.m. Freelance musikkonsulent i utallige sammenhænge siden. Initiativtager til og musikalsk leder af koncertrækkerne i Haveselskabet/Frederiksberg (1995-2011). Live-lydtekniker ved tusindvis af koncerter.

 

Har skrevet bøgerne MONTMARTRE I NØRREGADE - MIG OG MONTEN (2010), RUGSTED/KREUTZFELDT - KOM TILFÆLDIGVIS FORBI (2016), AMA'R NR 1 (Rockmusik på Amager gennem 50 år (2017) og ER DU KLAR OVER HVEM JEG VAR (2019). 

 

Jazzmedarbejder ved Politiken (2012-13) og Information (2013). Er i dag anmelderredaktør og skribent ved Jazz Special samt jazzkurator ved Kulturværftet/Toldkammeret/Helsingør og Musikbygningen/Køge og freelance indenfor alt hvad jeg ved lidt eller meget om.

 

Har været on/off tilknyttet Radio Jazz de sidste 10 år, dels som programvært, dels som lydtekniker ved live-koncerter, og gør hvad jeg kan for at formidle min glæde ved al slags musik, bl.a. gennem mine mange live-optagelser fra koncerter gennem de sidste 40 år. 

Radio Jazz sender på nettet mandag til fredag i tidsrummet 11.00 - 02.00 samt lørdag og søndag i tidsrummet 12.00 til 16.00.

På FM samsender vi mandag til fredag i tidsrummet 16.00 - 18.00 og 21.00 - 02.00 samt lørdag og søndag i tidsrummet 12.00 til 16.00.

Radio Jazz Copenhagen is broadcasting Monday to Friday from 11.00 to 02.00. Saturday and Sunday from 12.00 to 16.00.

Radio Jazz København - Aldersrogade 6E - 2100 København Ø - +45 33 32 90 01 - info@radiojazz.dk

  • Facebook Radio Jazz